Jan 03 2019

Pastor Judes prædiken til Festen for Den Hellige Familie 2018

Helligåndskirken Frederikshavn

Prædiken 30. december 2018. Den Hellige Familie

Ev: Luk 2, 41-52

Mon ikke alle kender det at noget bliver væk. Man står alt for sent en morgen og stikker hånden i lommen. Den er tom, så hvor er bilnøglen? Kaos og panik breder sig og man leder i hele huset og sveder i jakken. Man bliver irriteret, først på sig selv, så på konen, så på børnene og til sidst på hunden, og når alt håb er ude og man i stedet leder efter 20 kroner til bussen, så finder man bilnøglen i den anden jakkelomme. Ja vi kender det godt. De ting der er blevet væk mærker det ikke, men vi mærker det!

Det er værre når mennesker er blevet væk. Mange mennesker står i den situation i verden fordi deres kære er blevet væk som følge af tsunami i Indonesien, eller krige ude i verden. Mennesker er forsvundet og deres efterladte står tilbage med uvisheden. Og andre efterladte står med vished – en vished om at de er blevet valgt fra af dem de elsker mest. Det er på alle måder anderledes at miste et menneske end vores nøgler. Det rammer os hårdt i hjertet. Og både for dem der står i uvished og de har fået vished er julen en særlig hård tid, da fokus er på familien som en enhed med kærlighed.

Det er også denne enhedstanke der er grundlaget for det evangelium vi hører i dag. Både dem der er forældre, og dem der ikke er, kan sikkert forestille sig hvad det er for nogle tanker der griber parret, da Joseph og Maria opdager at Jesus er væk. Når man læser teksten hører man ikke meget om hvad de tænker – men tænk Jer, i 3 hele dage leder de. De leder efter en dreng på 12 år som er alene. De VIL finde ham og SKAL finde ham for sammen udgør de en enhed der ikke kan brydes.

Det er klart for enhver at et barn skal være hos sine forældre. Det er vi som samfund optagede af, og det er netop også det evangeliet peger på, for da Joseph og Maria endelig finder drengen spørger han blot: ’Hvorfor leder I efter mig? Ved I ikke at jeg bør være hos min Far?’ Vi ved at Jesus mente at han skulle være hos Gud, men dengang stod det ikke klart. Nu i vores dage står det heller ikke rigtig klart. For hvor skal et barn være i denne tid? I teorien hos familien, men sådan går det ikke altid. For familier går i stykker, og i de familier der bliver sammen, går børnene måske alligevel egne veje. For i vores tid skal man finde sig selv og realisere sig selv. Man skal prøve ALT. Gør man det ikke – vælger man andre veje, vil man blive set ned på.

De veje – de andre veje – er netop de veje som Gud opfordrer os alle til at træde på. Nok kan de se underlige ud. Måske virker de ikke farbare, men når vi i dag fejrer den Hellige Familie, så er det ikke fordi det er populært eller nemt at være familie, men fordi det er nødvendigt at have noget at holde fast i. Det er nødvendigt at have nogen at vandre sammen med, nogen at græde med og glædes over. Det er lige der Gud ønsker vi skal være – midt i et fællesskab af mennesker, som vi vil længes efter hvis de bliver væk, og blandt mennesker der peger mod Gud.

I dagens Evangelium finder vi svaret på hvor vi skal være. Vores plads er hos Gud – hos vores Fader. Med Ham danner vi en enhed, der ikke kan brydes. Lige her i messen, i bønnen og i nærværet med Gud vil andre have godt af at finde os og vi vil have godt af at møde dem. For da Gud kaldte på os kaldte Han os til at gå frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Sophie og Alexander døbes under messen i dag. På den måde bliver de en del af menighedens familie – Guds familie. Lad os bede for at begge børn i fremtiden vil finde Guds veje og træde på disse stier i tillid til at vejen er banet for dem i denne verden.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til Festen for Den Hellige Familie 2018

Lukket for kommentarer