Apr 02 2019

Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Fastetiden 2019

Helligåndskirken Frederikshavn

Pastor Judes prædiken i anledning af sit 30års præstejubilæum

Evangelium: ’Den fortabte Søn’ (4. søndag i Fastetiden)

Da jeg var dreng og skulle modtage min første kommunion var præsten meget streng. I et helt år blev vi trænet i hvordan vi skulle bøje hovedet og med lukkede øjne modtage Kristi Legeme. Vi måtte ikke åbne vores øjne. Så vi øvede og øvede og endelig kom dagen for min første kommunion. Jeg tænkte: Hvad er det der kan være så spændende som et mirakel, så jeg ikke må se det? Så jeg åbnede mine øjne for at se Jesus og efter messen modtog jeg min straf.

Senere, da jeg var en ung mand kom der en munk til min by. Han kom for at samle unge mænd som var kaldet til livet som præst. Så jeg gik med sammen med 9 andre. Vi boede på et seminarium. De ni var fromme mænd. De bad rosenkrans, læste i Biblen, og fastede meget, og ingen var i tvivl at de ville blive præster. De var trofaste og udførte alle pligter som den store søn i lignelsen. Men med mig havde rektoren mange problemer. Jeg var ulydig, og måtte ofte som straf spise min mad på knæene.

I den tid skete det at de 9 andre på den ene eller anden måde rejste hjem og forlod præsteseminariet. Da afslutningen kom, var jeg den eneste der var tilbage – ham der hver dag gav rektoren hovedpine. Og så fortsatte jeg på præstekollegiet med 10 år i Indien i marken med blødende fødder og uden meget mad. Men med Guds hjælp klarede jeg det, for jeg var fortabt, men vendte hjem, og sådan har vi netop erfaret i evangeliet – at den fortabte der vender hjem vises meget kærlighed.

Som min fortælling – jeg lige har givet, bærer vi alle på hver vores fortælling. Vejen gennem livet kan være svær, og vi kan blive ulydige og gå i mange retninger. Hver udfordring hører til hver sin tid i vores liv. Det lille barn der afprøver grænser hos mor og far. Den unge der klager over de ældre, og den ældre der klager over de unge. Hver gang vi prøver livets grænser af gives vi en visdom fra Gud. Nogle gange slår vi os, andre gange vokser vi. Og sådan kan vi måske genkende os selv i evangeliets tekst både i sønnen der var fortabt, i den lydige bror der blev hjemme og i den kærlige far.

Men i lignelsen kan vi også genkende andet end os selv. Vi kan genkende det lys – verdens lys som Jesus bærer på. Sætter vi et spejl op foran faren i lignelsen ser vi et spejlbillede af Gud. Vores himmelske Far venter nemlig på os. Han venter på at vi har afsøgt grænser, og vender tilbage, så vi ved Hans styrke kan stå fast gennem livet. Gud er den klippe der står fast mens vi ikke kan holde balancen. Gud er den der holder fest for den som ikke har fortjent en fejring.

Når vi har alle muligheder imod os, så gør Jesus vejen rede for os, for sådan lyder det at han gør tjeneste blandt de vildfarne. Og sådan kaldte Han en søn af en fisker fra en lille by på Sri Lanka til at blive præst, og intet menneske forstod det. Og sådan kalder Han hver af os til noget i livet, som ikke fattes af mennesker, men åbenbares af en kærlig Gud der tålmodigt venter på at vi vender om og vender hjem.

Vi er i fastetiden men fejrer i dag festmesse. Vi fejrer at vi kaldes på selvom vi er vildfarne. At Gud venter på os med tålmodighed mens vi opfører os tåbeligt. At Gud aldrig mister håbet for det menneske, som andre mennesker dømmer ude. Lad os med den tanke gå ud i verden i dag fyldt med håb for, at Gud venter på os, og vender vores bitre erfaringer til visdom. Lad os løbe Ham i møde med åbne øjne.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 4. søndag i Fastetiden 2019

Lukket for kommentarer