May 02 2019

Pastor Judes Prædiken til d. 2. søndag efter Påske 2019

Helligåndskirken Frederikshavn

Ev: Joh 20

P Ev: Joh 20

’Med ærlighed kommer man længst’ – sådan siger et gammelt ordsprog. Jeg tror at ordsproget passer. I hvert fald kan det være meget svært at holde styr på det hele når først man har startet en løgn, for en usand historie kræver tit 12 andre usande historier for at hænge sammen i sidste ende.

Af den grund kan jeg rigtig godt lide disciplen Thomas. Man kunne jo vælge at tale dårligt om ham fordi han siger: ’Jeg tror ikke på Jesus før jeg har set ham’, men Thomas siger jo ikke sådan af ondskab, han siger sådan fordi han er et ærligt menneske.

Hvor tit står vi ikke overfor noget som mennesker hvor vi ikke tør udtrykke den samme ærlighed? Hvor tit ender vi ikke i sammenhænge hvor vi giver udtryk for noget andet end vi egentlig mener. ’sikke noget dejligt mad du har lavet’ siger vi til det der ikke smager godt, og må så gang på gang spise det samme fordi vi har givet udtryk for at det er vores nye favorit. ’Sikke en flot gave’ siger vi og må så huske at sætte den grimme vase frem når de samme mennesker kommer på besøg næste gang.

Thomas giver os ærlighed i dag. Han siger: ’Jeg tror ikke….’, og så bringer Jesus ham til at tro. Evangeliet om Thomas bliver dermed en tydelig invitation til os alle. Vi inviteres til at sige ’Jeg tror ikke – jeg elsker ikke’, når altså vi har mistet vores tro eller kærlighed, for så vil Jesus komme til os ganske som til Thomas og gøre det nødvendige. Han vil sige – sæt din hånd i min side, sæt dine fingre i mine naglemærker, og så vil vi aldrig glemme, hvordan vi fandt den tro eller kærlighed vi havde mistet.

Jeg er godt klar over at det er et stort vovestykke. Det er aldrig rart at gå ud og sige alt det vi ikke er, alt det som ikke viser noget godt, men langt værre er det at forestille at være noget vi ikke er. En overfladisk tro, en overfladisk kærlighed, eller et overfladisk håb for fremtiden bærer ikke frugt, for overfladen har ingen rødder. Tillad derfor Jer selv at falde, for Jesus vil give Jer oprejsning ganske som i Evangeliet. Vær ikke bange, frygt ikke andres øjne. Gå ud og fald ned og rejs Jer da op med 10 dobbelt styrke.

Comments Off on Pastor Judes Prædiken til d. 2. søndag efter Påske 2019

Lukket for kommentarer