Jul 29 2019

Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2019

Helligåndskirken Frederikshavn

Prædiken til den 17. alm. søndag 2019

Ev: Luk 11, 1-13.

Engang var det sådan at alle stræbte efter at være som alle andre. – At være en del af flokken og være normal. Det var ikke moderne at være anderledes. Den tanke har ændret sig. Vi har et samfund som imødekommer alle og enhver, og alt skal kunne tilpasses og formes, så det enkelte menneske føler lykke og glæde. Passer vi ikke ind, så tvinger vi os ind. Kan vi ikke tvinge os ind, så klager vi! Det er blevet moderne at dirigere med hele verden så hele verden drejer sig rundt om individet. Som kontrast til det samfund, står vores kirke som en klippe.

Når vi beder Fader Vor eller i det hele taget beder, så er det nemlig anderledes. Vi kan ikke på samme måde dirigere Gud udenom det vi ikke vil og vi kan heller ikke få Ham til at give mere af det vi gerne vil, bare fordi vi vil have det på vores måde. Med andre ord så virker valgfrihed ikke her i kirken, og heller ikke i vores liv hvor meget vi end forsøger. Alt hvad vi får som svar på vores bøn, og alle de svar der åbenbares hen ad vejen i livet er grundlagt med Guds måde.

Guds måde er netop hvad vi får i bønnen, i glæden og i sorgen. Lidelse og sygdom får alle os til at bede en ekstra gang. Det er en påmindelse om at tage kærlig afsked med hinanden og elske stærkere, end hvis livet bare var lykkeligt i al evighed. Guds måde kan nogle gange være en mærkelig måde, men når vi bekender os som kristne, – som katolikker, så er det i høj grad fordi vi tænker at Guds måde har vi tillid til.

En pige bad engang: ’Kære Gud, tak for alle blomster, tak for alt vandet, tak for solen, tak for alle sten – også dem jeg ikke kan løfte’. Den bøn siger os meget. For der er meget i denne verden vi ikke kan løfte. Ikke bare i sorgen, men også i glæden, for mennesket er begrænset, og det ved Gud. Han bærer med os, ved siden af os, og giver os alt. Han giver os det vi kan tåle, og sommetider også det vi ikke kan tåle, men altid bærer Han sammen med os – og når det slemme er allerværst viser Han os i små glimt at det vi ikke kan tåle alligevel også udvider vores tanker og idéer. Gud gør det på sin måde og vi må følge med.

I Evangeliet beder disciplene Jesus om at lære dem at bede. At bede er som med alt andet – det kan være svært at komme i gang. Begyndelsen er svær. Ligesom det er svært at lære at cykle, at starte nyt arbejde eller kæmpe med svære lektier – sådan er det også at bede. Derfor må også vi lære at bede, for at bede handler ikke om at sige en remse, at kunne en tekst udenad. Faktisk kan man sige at det er farligt at kunne noget udenad – måske vil nogen af os snart sige Fader Vor her under messen og mens ordene flyder tænke på aftensmad og sommerferie. Tænk om vi talte sådan til andre mennesker!

Nej, når vi beder, må vi tale med hjertet, smage på ordene og i kærlighed til Gud bede om råd fra vores inderste, og ikke som en remse. Vi må have den samme tillid som det kræver at tale med et andet menneske, åbne os og lade Gud svare. Når vi banker på så lukkes der op, og ingen far giver sit barn en slange, når barnet beder om en fisk. Sådan siger Jesus. Gud giver os måske ikke altid lige det vi forestiller os. Nogle gange giver Gud endda noget, vi ikke rigtig ved hvad vi skal stille op med, men sikkert er det at Gud giver os det vi har brug for, det vi kan lære noget af, det der er os til gavn. Få det på din måde – sådan udvikler vores samfund sig. Få det på Guds måde, lover Gud os her i kirken. Lad os derfor åbne os i bønnen og lade Gud bære hvad Han vil, så mennesket kun skal bære det vi kan.

Comments Off on Pastor Judes prædiken til d. 17. alm. søndag 2019

Lukket for kommentarer